Det korte svar er: Ja. En kontaktformular giver nemlig nogle unikke fordele, som du ikke får hvis du blot oplyser en e-mail adresse.
Lad os kigge nærmere på hvad der taler for og imod at bruge en kontaktformular på din hjemmeside (og ikke mindst hvad du kan gøre for at afbøde ulemperne).
Fordele ved at bruge en kontaktformular
Du får de informationer du skal bruge
Hvis folk kun kan kontakte dig på mail, risikerer du at må skrive tilbage med uddybende spørgsmål for at finde ud af om du kan hjælpe.
Og det er jo spild af tid – både for dig, men også for dine kunder.
Med en kontaktformular kan du altså langt bedre kontrollere hvilke oplysninger du modtager når folk kontakter dig.
Her er et eksempel fra en Christina Rovira, som arbejder med visuel branding og webdesign:

I stedet for blot at skrive, “udfyld formularen nedenfor hvis du er interesseret i et samarbejde”, tager hun dig igennem en række spørgsmål – fx om hvilken branche du arbejder indenfor, og hvilke ydelser du er interesseret i.
På den måde får hun præcis de oplysninger hun skal bruge for at kunne vurdere om der er et match med en potentiel kunde.
Og ikke nok med det:
Hun er også langt bedre rustet til det første møde med kunden (og kan allerede her byde ind med input og ideer).
Lad mig understrege at din kontaktformular ikke nødvendigvis behøver at være så omfattende.
En standardformular med navn, e-mail og besked kan virke ganske udemærket:

Men i nogle situationer giver det mening at stille uddybende spørgsmål eller bede om yderligere oplysninger.
Du kan blive klogere på din målgruppe
En kontaktformular har også en anden fordel.
Prøv at se billedet nedenfor:

Læg mærke til det sidste spørgsmål:
“Hvordan fandt du min hjemmeside?
Med et spørgsmål som dette kan du blive meget klogere på hvor du skal lægge din markedsføringsindsats.
Er det LinkedIn? Google? Eller noget helt tredje?
Læg også mærke til at spørgsmålet ikke er obligatorisk.
Dette er vigtigt – det er nemlig ikke alle der vil afgive den slags oplysninger.
Havde spørgsmålet været obligatorisk, ville kontaktformularen altså ikke blive brugt nær så flittigt (og det kunne jo hurtigt gå hen og blive dyrt).
Du kan sende brugerne videre til en skræddersyet side
Når folk har udfyldt kontaktformularen og sendt deres besked, har du en gylden mulighed for at servere et skræddersyet budskab.
“Tak, vi har modtaget din besked”, er selvfølgelig bedre end ingenting.
Men hvorfor ikke bruge lejligheden til at skabe en lidt dybere relation?
Her nogle eksempler på hvad du også kan gøre:
- Opfordre folk til at følge dig på de sociale medier.
- Henvise til din FAQ med svar på ofte stillede spørgsmål.
- Linke til dine seneste blogindlæg.
Det her er også en oplagt mulighed for at vise lidt af din personlighed og forsikre folk om at der sidder et levende menneske bag skærmen.
Se bare det her eksempel:

Sådan en tekst lægger man mærke til.
Den rører noget i folk og skiller sig ud fra mængden af kedelige standardsvar.
Samtidig er den med til at skabe tryghed:
Brugeren bliver bekræftet i at beskeden er blevet modtaget og vil blive besvaret indenfor 24 timer.
Ulemper er der ved at bruge en kontaktformular
Nu er der selvfølgelig også nogle argumenter der taler imod at bruge en kontaktformular.
Kan virke upersonlig
Lad os bare være ærlige:
En kontaktformular er ikke ligeså personlig som en e-mail.
Derfor er det vigtigt at du på din kontaktside viser at du er et menneske af kød og blod – og ikke en eller anden robot.
Men hvordan gør du lige det?
Her er nogle forslag:
Indsæt et billede af dig:

Skriv en kort introduktion i en venlig tone:

Eller tilføj et strejf af humor (hvis det passer til din målgruppe selvfølgelig):

Egner sig ikke altid til længere beskeder
En kontaktformular fungerer typisk bedst til korte beskeder.
Derfor anbefaler jeg at du også oplyser en e-mail adresse som folk kan kontakte dig på:

Fordelen ved at bruge begge dele er folk kan vælge den kommunikationsform der passer dem bedst.
Nogle har fx ikke et mailprogram.
Og andre vil ikke bruge en kontaktformular fordi de er bange for at deres besked ikke når frem.
For at gøre det nemt for folk at komme i kontakt med dig er det altså en god ide at give dem flere muligheder for at nå din indbakke.
Spam bliver næsten altid et problem
Med en kontaktformular er det næsten umuligt at undgå spam.
Du kan selvfølgelig bruge CAPTCHA (altså de her bogstaver og tal som kun mennesker kan afkode):

Men de har en stor ulempe:
De er møgirriterende!
Så hvad kan du gøre i stedet?
Mit råd er at bruge en såkaldt “honey pot trap”.
Det lyder måske avanceret, men i bund og grund er det bare et usynligt felt, som kun kan ses af spam-robotterne.
Spam-robotterne vil typisk udfylde feltet fordi de læser koden direkte.
Og så er det jo nemt at sortere de uønskede beskeder fra.
Tilføj en kontaktformular til din hjemmeside
Så får du ikke mere for den 25 øre.
En kontaktformular er en effektiv måde for folk at komme i kontakt med dig på, og supplerer du den med en e-mail adresse, taber du ikke dem som foretrækker at sende en mail.
Tak fordi du læste med.
Jeg håber du fik noget ud af det.
